Grundlovstale af Helle Katrine | egedal lokal subsite

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Egedal Radikale Venstre

Grundlovstale af Helle Katrine

Tak til Karin og Christian for at lægge hus og have til dette vidunderlige tilbagevendende radikale grundlovs arrangement. Og til Leif and company for at orkestrere.

Tak til alle kagebagerne, kaffe bryggerne og til alle jer, der er med til at give De radikale form og farve her i vores del af landet.

Og tak til Niels Helveg Petersen for et langt liv viet til den radikale sag, som han med lune og varme stærkt reflekterende har fremmet til gavn og glæde for os alle sammen. Det er så mærkeligt, når en gammel kæmpe forlader skuden. Man bliver lidt utryg. Men også taknemmelig.

I dag fejrer vi Danmarks Riges Grundlov. Jeg læste den igennem i går – det er hurtigt gjort – og den er på en måde typisk dansk. Der er ikke ret meget lirumlarum i den forstået på den måde, at den ikke højt besynger danskheden, hvad det så end vil sige, eller territoriet eller danskernes særlige forbindelse til en højere ide, intelligens eller himlen, som andre forfatninger måske gør. Vi hylder ikke os selv i Grundloven. Vi fordeler magten på de tre obligatoriske instanser, tilrettelægger i 10-12 paragraffer kongens indflydelse, fortæller hvem der kan vælges, og hvordan de kan væltes igen, og stiller tydelige grænser op for ordensmagten

Vi er et praktisk folkefærd. Grundloven lægger nogle meget, meget overordnede retningslinjer – resten fylder vi ud selv. Og man må vel egentlig sige, at det er gået ret godt, når man tænker på, at vi ikke er et land rigt på råstoffer eller andre nådige forudsætninger. Her er ret mørkt det meste af året. Hvis vi er heldige, kan vi høste mel og gryn én gang om året, men så skal vejret, hin lunefulde, også være med os. Vi kan ikke prale af en undergrund fuld af råstoffer, den kridt og olie, vi har, har aldrig kunnet danne råstof-grundlag for velstand som i mange andre lande. Man kan sige, at Danmark er et land, der altid har levet på et fundament af disruption. Det dér kan vi bare. Og jeg ser nutidens store spørgsmål – fx globalisering, robotisering og ulighed - som udfordringer, vi danskere er fuldt ud rustede til at tage på os.

Men jeg ser også, at vi er et land, der er udfordret som demokrati. Jeg ser en voksende autoritetstro, som jeg synes er foruroligende og fremmet. Jeg synes, at der er en op-delegering og en op-escallering af både små og store sager. Der er nogen over os, som må tage affære, og det synes jeg faktisk er en udemokratisk tankegang. Og jeg frygter den.

Jeg var i vinters ude i en 8. klasse, der gerne ville have en politiker ud og snakke demokrati. Det var sjovt. Jeg spurgte de unge, hvem der er øverst i det demokratiske hierarki. Det var statsministeren, mente de fleste. Nogle mente den amerikanske præsident, et fåtal FNs formand. Men det er jo for filans borgeren, der er den øverste i det demokratiske hierarki. Men hvor mange af os føler os sådan?

Jeg synes, at vi for tiden i politik er meget optagede af at udpege skyldige. Hvor er den person, der burde have taget affære, men ikke gjorde det. Det kan fylde aviser i ugevis. Det ligger som en understrøm i indlæggende fra kommentatorer og debattører, at den fejl, der er sket, skyldes, at vi har den forkerte leder i det forkerte tøj eller med den forkerte drikkevare. Vi ser på personer, ikke på indhold. Vi ser efter omnipotente ledere, ikke på komplekse problemstillinger, som ikke har en entydig løsning, der kun kan ses af helt særligt særlige mennesker, som vi må se at få til magten, så vi kan få løst alt. Mange danskere ser ikke længere sig selv som medskyldige – vi mener ikke, at vi er med i noget af det. Vi ser på det, men vi er ikke med i det.

Sådan har det ikke altid været. Vores demokratiske styreform, som vi fejrer i dag, er blevet brugt af folket for folket, ofte så hårdhændet, at det vi i dag kalder reformer, mest af alt er mikroskopiske tilretninger i sammenligning. Det er så vildt at tænke på, at det ikke er længere tid siden end i mine bedsteforældres tid, at arbejderbevægelse og andelsbevægelse ændrede magtstrukturer i Danmark. Dengang så man ikke bare opad efter et par lækre ledere til at fixe det for sig. Man tog selv godt og grundigt fat. Man var i folkestyre, og folket styrede.

For 98 år, i 1919, siden besluttede et flertal i folketinget at ekspropriere en stor del godsejernes kunstsamlinger. Man sendte en virkelig stram og stålsat embedsmand ved navn Amdrup ud og købe værkerne, ofte familieportrætter af stolte og betydningsfulde adelige forfædre, for en slik, for en symbolsk sum. Værkerne hænger nu på statens museer for folket at nyde. Hvad den radikale holdning var er det ikke lykkedes af google mig frem til, men vi kunne jo prøve at gætte?

Det her er måske en lille historie. Men for mig er den en emblematisk historie. Jeg kan slet ikke se for mig, at noget lignende kunne ske i dag. I dag er det OK at Apple er større og stærkere end nationer. De store globale virksomheders ejere er nutidens adelige og det er os, folket, der bestemmer at de skal være det.

De 2% rigeste i verden ejer 43% af pengene i verden. 80% af verdens befolkning ejer 6% af pengene. De 300 rigeste i verden har ligeså mange penge tilsammen som de fattigste 3 milliarder mennesker i verden. Tendensen er, at middelklassen skrumper ind, at der bliver flere og flere fattige og at de rigeste får flere og flere penge. Jeg håber, at det bliver i min levetid, at vi får gjort noget ved den ulighed, der er i verden og i Danmark.

Og vi har ulighed i Danmark – selvfølgelig har vi det, og det er umuligt at ligestille alle 100% på 100% af alle parametre. Men selv OECD mener, at vi lige skal se den systematiske ulighed efter i sømmene, også her på vores rolige himmelstrøg. OECD, denne rimeligt urevolutionære forsamling af klassisk skolede økonomer og samfundsanalytikere, kritiserer regeringerne i vesten for at være for svage. For svage til at fordele den rigdom, der i voldsom grad er akkumulleret de seneste årtier. Men OECD mener altså, at det er det, der må gøres. Ellers får vi mere Trump og Brexit og uforudsigelighed.

Jeg sidder i en stor arbejdsmarkedspensionskasses repræsentantskab. Og det var fornøjeligt at høre nationalbankdirektøren revse fagforeningsrepræsentanterne for kræve for lidt reallønsfremgang ved seneste overenskomstforhandling. Medvind til folket kan komme fra de særeste verdenshjørner.

Ulighed er noget vi især bekæmper over skatterne. Skattesystemet er nok sammenhængskraften over alle sammenhængskræfter i folkestyret. Derfor er det en total horribelhed, at vores system ikke fungerer. Og jeg hører til den fløj i partiet, der hellere så politikerne med krum ryg i værkstedet end at lægge sig fladt ned ved håndvasken.

Det irriterer mig så grænseløst, at vi nu sætter alle kræfter ind på at finde skyldige i Skats sammenbrud. Vi ved da alle sammen, at den skandale har mange mødre og fædre. Vi ved da alle sammen, at både embedsværk og folkevalgte blev voldført at rosenrøde visioner om, hvad man kan med god IT i stedet for gode mennesker. IT fejler aldrig, mennesker sidder og klokker i det. Ind med det første, ud med det sidste. Nu ved vi bedre, så hvorfor ikke gøre bedre?

Hvorfor spilde tiden med en kommission, når vi kunne bruge tiden på at få SKAT på ret køl? SKAT er ikke bare en statslig organisation, der skal køre så effektivt som muligt, læs så billigt som muligt. SKAT er moderdokumentet i velfærdsstaten. Det er her vi omfordeler – til fattige, skolebørn, børnehavebørn og vores ældre fx. Det er her, vi helt konkret med noget så profant som penge, bliver enige om, hvem der giver hvad til fælleskassen. Og jo flere milliardærer, der undslipper de programmerede systemer, jo flere af os andre vil finde det underligt at skulle bidrage. Jo flere mystikere, der kan komme ind fra højre og bede om kompensation for noget udbytteskat af de programmerede systemer, jo mere vil vi andre da forsøge at holde på de småpenge, vi har. Problemerne i SKAT er en langsomt detonerende bombe under vores samfund – og der er ikke tid til at lade sorteper vandre fra hånd til hånd i årevis. SKAT skal fungere og der skal omfordeles sådan som loven foreskriver.

I forlængelse af Farumsagen nedsatte folketinget en kommission, der skulle afgøre, hvad det var, der egentlig var sket 10 km herfra, og hvordan man kunne forhindre, at noget sådan ville ske igen. Samfundet var immervæk blevet påført en gæld på små 3 mia kroner. Kommissionen arbejdede i tre år. Det kostede 62 mio kr. Og den konkluderede blot, at folkevalgte skal have de rigtige informationer og papirer, inden de skal tage beslutninger.

Ikke alle kommissioner konkluderer på det plan, men ingen kommissioner fjerner problemer.

Der er ikke nogen højere instans end folket at op-delegere til i et demokrati. Lad os arbejde for, at folket igen kommer i fokus i vores folkestyre. Varme hjerter, kloge hoveder og åbne arme. Det er danskhed for mig, når vi er bedst. Jeg er helt på Grundtvigs hold, når han siger, at vi i sandhed har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Det er sagt så tit. Men det er den ledetråd, vi har klaret os på gennem tiderne. Det er det princip, der har gjort os nogenlunde modstandsdygtige over for destruktive kræfter i rigtig mange år.

Vi har meget at være stolte af i Danmark. Der er grund til at gå med hovedet højt som dansker. Ikke i hovmod og selvfedhed men i vished om, at vi ikke behøver sluge hver eneste døgnflue, der flyver i verden. Vi har et sundt og solidt, varmt og klogt grundlag inde i os selv at vurdere ting ud fra. Vi har altid haft et åbent forhold til verden, lært af andre, haft omsorg for andre og stadig beholdt vores egenart. Vi har en ret succesfuld model for fællesskab her i Danmark. Blandt andet takket være grundloven.

Så Hep for Grundloven!

Hep for Danmark!